Manglende motivation, uro eller tvivl i arbejdslivet bliver ofte tolket som en karrierekrise. Men følelsen af at være kørt fast kan også være et tegn på, at noget noget i dig forsøger at orientere sig mod noget nyt. Karriereterapi handler ikke kun om at finde ud af, hvor du vil hen. Den handler også om at undersøge, hvem det er i dig, der vil derhen. Og hvem der samtidig holder igen.

Mange ledere, specialister og dygtige medarbejdere tror, at de mangler selvtillid. Men ofte handler problemet om noget helt andet. Karriereterapi handler ikke nødvendigvis om at lære flere teknikker. Det handler ofte om at stå mere sikkert i sig selv. Lige der kommer den ægte selvtillid for alvor frem.

Karriereterapi handler ikke altid om at skifte job. Nogle gange handler det om at opdage de mønstre, der følger med dig fra arbejdsplads til arbejdsplads. Der findes chefter, som er urimelige. Der findes arbejdspladser med dårlige kulturer. Der findes kolleger, som kan drive de fleste til vanvid. Men du kan kun ændre én person. Og det er dig selv.

For nogle uger siden, mødte jeg Esben Jensen, der er ekspert i begrebet Forældrefremmedgørelse - den situation, hvor den ene forældre aktivt forhindrer børnene i at se den anden forælder efter en skilsmisse. Det mindede mig om, hvor vigtigt det er at få sig en god skilsmisse, når det nu ikke kan være anderledes. Også selv om følelserne går højt, og man måske ligefrem føler had mod sin ekspartner.

Nogle mennesker lever i et parforhold med en næsten konstant følelse af ikke at være gode nok. Som om partneren på forhånd har retten til at definere, hvad der er rimeligt, voksent og ansvarligt. Det er som om man selv hele tiden er den, der skal tage sig mere sammen. Efter noget tid begynder mange mennesker faktisk at tro på den rolle. Det er en tung følelse at leve med.

Der findes følelser, som næsten kan få et voksent menneske til at føle sig lille igen. Følelsen af at blive afvist. Følelsen af at miste forbindelsen til et menneske, man elsker. Den dér uro i kroppen, når ens partner virker fjern, kort for hovedet eller følelsesmæssigt utilgængelig. Ofte er det ikke kun situationen i sig selv, der gør ondt. Det er også alt det, situationen vækker inde i os.

Mange par tror, at deres konflikter handler om opvask, økonomi, sex, børn eller tonefald. Og nogle gange gør de selvfølgelig også det. Men når man sidder længe nok med mennesker i terapi og parterapi, begynder man ofte at opdage, at mange konflikter i virkeligheden handler om noget andet og dybere. Nemlig kampen om magt, frihed, kontrol og retten til at definere virkeligheden.

Vi bliver født ind i verden med en længsel. Ikke bare efter mælk og varme, men efter at blive set, hørt og føle os trygge. Tilknytning er det fundament, som gør os i stand til at elske, at skabe relationer og til at være i verden.
Når tilknytningen er god, er den vores sikre base og trygge havn. Når den er skadet, kan den blive til noget, vi både flygter fra og kæmper med hver dag.

Magtesløshed. Bare ordet smager forkert. Det går på tværs af det, mange af os – som mænd – er opdraget til at være: handlekraftige, beskyttende, målrettede. Og derfor er det også den følelse, vi er allermest bange for. Magtesløsheden. Så vi gør, hvad vi kan, for ikke at mærke den. Og langsomt begynder noget at lukke ned indeni.

Du kan ikke lave terapi på dig selv. Det kan du virkelig ikke. Men du kan begynde at lytte. Undersøge. Overveje, hvad der egentlig foregår i dig – og hvorfor. Og her kan ChatGPT faktisk være en hjælp. Ikke som erstatning for terapi. Men som en slags samtalepartner, der – ligesom et godt bibliotek – kan give dig adgang til viden, inspiration og refleksion. Og det ovenikøbet i dialog med dig.

Vrede er sjældent bare vrede. Bag udbrud, irritation eller den konstante følelse af indre uro gemmer der sig næsten altid noget dybere. Noget, du har båret rundt på i lang tid – måske uden selv at vide det.
Når jeg arbejder med mennesker, der kæmper med vrede, ser jeg et mønster. De fleste, der kommer i terapi med vrede som tema, falder i virkeligheden inden for fire tydelige grupper:

Der er noget særligt, der sker, når voksne mennesker får stillet en ADHD-diagnose. For nogle føles det som en lettelse. Som om brikkerne endelig falder på plads. Uanset hvordan du reagerer, er der én ting, der ofte følger med: Behovet for at finde ro i kaosset. For selvom diagnosen kan forklare meget, forsvinder udfordringerne sjældent af sig selv.

Overbelastning: Hvis du har bil, ved du måske, at man en gang imellem skal skifte oliefilteret. Når olien bliver gammel og filtret tilstoppet, mister motoren sin smidighed. Smøringen svigter. Delene slides. Og til sidst risikerer motoren at brænde sammen. Det lyder dramatisk. Men det er også præcis sådan, det fungerer med vores følelsesliv.

– og hvorfor du bliver ved med at spille en rolle i stedet for at mærke dig selv

Måske har du ikke tænkt over det sådan før. Måske har du lært at kalde det noget andet: sensitivitet, nænsomhed, ansvarlighed, tilpasningsevne, pleaser-gen.
Men hvis vi skræller alle lagene af og mærker efter, helt derind hvor det begynder at gøre ondt – hvad finder vi så?
Frygten for at blive forladt.

Har du nogensinde sagt til en kollega eller leder:
"Du ser skidt ud. Du burde tage hjem og hvile dig – vi vil jo ikke have, at du smitter resten af kontoret."
Det lyder logisk. Hvis nogen hoster, nyser og vakler rundt med feber, sender vi dem hjem – af hensyn til både dem selv og alle andre. Men har du nogensinde sagt det samme til en stresset kollega eller leder?
Nej, vel? For stress føles ikke som noget, der “smitter”. Men det gør den.

Måske ser du udadtil ud til at have styr på det hele. Du møder op på arbejde. Du klarer dine opgaver. Du kan holde en samtale kørende og trække på smilebåndet, når det forventes. Ingen ville gætte, at du hver dag kæmper en kamp indeni.
For når du kommer hjem, er der intet tilbage. Det, du kæmper med, kunne være det, der kaldes ‘High Functioning Depression’.

Måske er du træt. Måske har du været træt længe.

Men du stopper ikke op. For du kan ikke. Eller rettere sagt: Noget i dig tør ikke.

Hvad hvis du opdager, at du ikke kan mærke noget under alt tempoet?

Mange tror, at stress er noget, der rammer udefra. En travl arbejdsplads. For mange deadlines. Et hektisk familieliv.

Men sandheden er, at stress også kan blive en afhængighed.

Måske har du altid følt dig lidt anderledes. Som om du ikke helt passer ind i den måde, verden forventer, at du tænker, føler eller reagerer. Måske har du fået en diagnose som ADHD, autisme, dysleksi eller en anden form for neurodivergens – eller måske mærker du bare, at din hjerne fungerer på en måde, som ikke altid stemmer overens med omgivelsernes krav.

Vi ved det jo godt. Det er nærmest en dødssynd at spille offer. Vi har lært, at det er uværdigt, passivt, manipulerende – noget, vi for alt i verden skal undgå. Så vi gør det selvfølgelig ikke. Eller gør vi?

Noget i dig har måske allerede mærket det. Ikke som en larmende alarmklokke, men som en svag, vedholdende summen i baggrunden af dit liv. En uro, en irritation, en følelse af, at du ikke har det godt – men uden at du helt kan sætte fingeren på hvorfor.