Hvis du har bil, ved du måske, at man en gang imellem skal skifte oliefilteret. Når olien bliver gammel og filtret tilstoppet, mister motoren sin smidighed. Smøringen svigter. Delene slides. Og til sidst risikerer motoren at brænde sammen. Det lyder dramatisk. Men det er også præcis sådan, det fungerer med vores følelsesliv.

– og hvorfor du bliver ved med at spille en rolle i stedet for at mærke dig selv

Måske har du ikke tænkt over det sådan før. Måske har du lært at kalde det noget andet: sensitivitet, nænsomhed, ansvarlighed, tilpasningsevne, pleaser-gen.
Men hvis vi skræller alle lagene af og mærker efter, helt derind hvor det begynder at gøre ondt – hvad finder vi så?
Frygten for at blive forladt.

Har du nogensinde sagt til en kollega eller leder:
"Du ser skidt ud. Du burde tage hjem og hvile dig – vi vil jo ikke have, at du smitter resten af kontoret."
Det lyder logisk. Hvis nogen hoster, nyser og vakler rundt med feber, sender vi dem hjem – af hensyn til både dem selv og alle andre. Men har du nogensinde sagt det samme til en stresset kollega eller leder?
Nej, vel? For stress føles ikke som noget, der “smitter”. Men det gør den.

Måske ser du udadtil ud til at have styr på det hele. Du møder op på arbejde. Du klarer dine opgaver. Du kan holde en samtale kørende og trække på smilebåndet, når det forventes. Ingen ville gætte, at du hver dag kæmper en kamp indeni.
For når du kommer hjem, er der intet tilbage. Det, du kæmper med, kunne være det, der kaldes ‘High Functioning Depression’.

Måske er du træt. Måske har du været træt længe.

Men du stopper ikke op. For du kan ikke. Eller rettere sagt: Noget i dig tør ikke.

Hvad hvis du opdager, at du ikke kan mærke noget under alt tempoet?

Mange tror, at stress er noget, der rammer udefra. En travl arbejdsplads. For mange deadlines. Et hektisk familieliv.

Men sandheden er, at stress også kan blive en afhængighed.

Måske har du altid følt dig lidt anderledes. Som om du ikke helt passer ind i den måde, verden forventer, at du tænker, føler eller reagerer. Måske har du fået en diagnose som ADHD, autisme, dysleksi eller en anden form for neurodivergens – eller måske mærker du bare, at din hjerne fungerer på en måde, som ikke altid stemmer overens med omgivelsernes krav.

Vi ved det jo godt. Det er nærmest en dødssynd at spille offer. Vi har lært, at det er uværdigt, passivt, manipulerende – noget, vi for alt i verden skal undgå. Så vi gør det selvfølgelig ikke. Eller gør vi?

Noget i dig har måske allerede mærket det. Ikke som en larmende alarmklokke, men som en svag, vedholdende summen i baggrunden af dit liv. En uro, en irritation, en følelse af, at du ikke har det godt – men uden at du helt kan sætte fingeren på hvorfor.

Når du vælger psykoterapeut, vælger du en person, der skal støtte dig gennem en måske livsændrende proces. Derfor er det vigtigt at sikre, at du får den rette hjælp. Terapi er ikke bare en samtale; det er et samarbejde, der kræver både nærvær, dygtighed og en evne til at hjælpe dig med at komme dybere. Her er en tjekliste med ting, du bør holde øje med, så du får mest muligt ud af terapien:

Tankemylder er noget, vi alle kender til fra tid til anden – når tankerne kører i ring og nægter at falde til ro, uanset hvor meget vi forsøger at kontrollere dem. Der er mange grunde til, at tankemylder opstår, men det vigtigste er at forstå, hvad der ligger bag, for at kunne tage de første skridt mod mere ro og klarhed i hovedet.

Depressive tanker kan føles som en tung sky, der hænger over dig. Hvis de får lov til at tage styringen, kan de trække dig længere ned og i værste fald føre til en depression.

Ventesorg er den følelse, der opstår, når vi ved, at et uundgåeligt tab er på vej. Det kan være i forbindelse med en alvorligt syg elsket, en kommende skilsmisse eller en stor livsændring. Selvom tabet endnu ikke er indtruffet, kan sorgen allerede begynde at fylde, som en måde vi forbereder os på det, der skal ske.

Når jeg i terapien møder mennesker, der har været udsat for overgreb, mærker jeg det næsten før, de siger noget. Ikke fordi det står skrevet i panden – men fordi kroppen husker. Fordi øjnene har en særlig uro. Fordi ordene bærer noget med sig, der ikke bliver sagt.

Det er sjældent bare ét overgreb. Ikke nødvendigvis flere af samme slags – men oftest et mønster. En barndom med for lidt nærvær. For meget uro. Et hjem, hvor man lærte at tilpasse sig, skjule sig, holde op med at mærke.

Da jeg første gang blev præsenteret for, hvor dyb og kompleks sorg kan være, gik det op for mig, at det rammer os alle forskelligt. Uanset om vi står overfor et dødsfald, en skilsmisse, tab af et kæledyr eller andre livsændrende oplevelser, så kan den følelsesmæssige smerte føles næsten lammende.

Når vi når en vis alder, begynder frygten for alderdom, sygdom og død ofte at fylde mere og mere i tankerne. Det er naturligt. Vi begynder at reflektere over vores egen dødelighed, og vi mærker forandringerne i både krop og sind, som minder os om, at tiden går. Men i stedet for at lade frygten overtage, er der noget vigtigt at huske på: Det er ikke frygten, der skal styre de år, vi har tilbage. Det vigtigste er at fokusere på, hvordan vi kan få det godt—fysisk, mentalt og følelsesmæssigt—i de kommende år.

Vrede er noget, vi alle kender, men når den tager overhånd, kan konsekvenserne blive ødelæggende. Hvad stiller man så op, når den indre flamme brænder for voldsomt? Det handler ikke kun om at lære at kontrollere vreden, når den opstår, men også om at forstå, hvad der ligger bag.

Der er noget særligt uforståeligt over det tungsind, som kommer fra de tidlige chok, vi som børn ikke vidste, hvordan vi skulle bearbejde. Når et barn oplever et chok, og det bliver indkapslet i hukommelsen uden mulighed for at blive forløst, kan det skabe dybe, usynlige sår, som vi bærer med os ind i voksenlivet.

Ængstelse. Vi har alle været der. Det er den kriblende fornemmelse, der dukker op, når noget stort eller vigtigt er på vej. Men ængstelse har mange ansigter. Nogle gange er det den spændte forventning, som giver os energi og drive, mens det andre gange er den ubehagelige følelse, som stille sniger sig ind og lægger en skygge over alt.

Kender du det? Følelsen af, at angsten sniger sig ind, selv når du er omgivet af venner eller familie. I stedet for at nyde selskabet, mærker du en trang til at stikke af, en uro, der ikke vil slippe sit greb.

Depressive tanker kan snige sig ind og overtage langsomt, nogle gange uden at vi helt lægger mærke til det. Det kan føre til, at vi begynder at trække os væk fra de ting, der engang gav os glæde og energi – både socialt og professionelt.