Om mig - og hvorfor jeg arbejder med det indre liv

Mand med briller smiler i moderne, lyst indendørs miljø med glasvægge i baggrunden.

Jeg har altid været optaget af det, vi ikke kan se med det blotte øje.

Af det, der foregår inde bag ordene, reaktionerne, kropsholdningen. Jeg har altid drømt om at arbejde med sindet – med det psykologiske i mennesker. Selv i mit tidligere arbejdsliv som kommunikationsrådgiver for ledere og specialister, endte vi ofte med at tale om deres indre liv. Om usikkerhed, styrker, selvbillede og alt det, der enten skaber energi – eller tømmer os for den.

Min vej til at blive psykoterapeut

Jeg har selv været igennem mange af livets storme: Savn, ængstelse, lavt selvværd, overvægt, spiseforstyrrelse, udfordringer med parforhold, vrede, overbelastning, stress, skilsmisse og dødsfald. Alt sammen noget, der påvirkede mig, men som jeg i årevis forsøgte at holde på afstand bag en pæn og præsterende facade. Og jeg ved, at det virker – i hvert fald i et stykke tid.

Men jeg ved også, at det først er, når vi begynder at mærke os selv indefra, at noget for alvor kan forandre sig. Små indsigter kan ændre alt. Ikke nødvendigvis med det samme, men lidt efter lidt – i dit tempo.

Jeg har tidligere være frivillig rådgiver i Mandecentret i København. Jeg har haft klienter i psykoterapi siden 2021. Ved siden af min klinik arbejder jeg som psykoterapeut og pædagogisk medarbejder på Glim Refugium, et bosted for unge og yngre voksne med komplekse psykosociale problemstillinger og psykiatriske diagnoser.

Hvem jeg er bag titlen

Jeg er født i 1964 på Frederiksberg og opvokset i Vejle, Århus og Viborg. Min far var læge og min mor sygeplejerske. Jeg har en tre år yngre lillesøster.

Jeg har rejst og arbejdet på et økologisk landbrug i Frankrig, solgt kunst i Sverige og blandet drinks i London. Jeg er uddannet cand.scient.soc., har læst journalistik og økonomi og arbejdet med kommunikation i både det private erhvervsliv og som selvstændig.

I dag er jeg gift og har tre voksne børn og seks børnebørn, der bringer stor glæde og liv i hverdagen.

Når du træder ind i mit terapirum

Så er du ikke alene.

Her er plads til dig – med alt, hvad du kommer med. Her er ingen forventning om, at du skal være på en bestemt måde. Du må være vred, rolig, forvirret, klar, trist, håbefuld – det hele må være her.

For når du tør komme, som du er, begynder arbejdet. Det er dér, vi sammen kan finde ind til det sted i dig, der allerede ved, hvad du har brug for.

Og det sted kalder måske allerede nu.

Læs mere om min faglige baggrund
her.
Læs mere om, hvad integral psykoterapi bygger på
her.

Ring til mig på 40 55 95 35, hvis du mærker, at det er tid.