NÅR ÉT OVERGREB IKKE STÅR ALENE
– og hvad du kan gøre, når din krop og dit indre stadig forsøger at overleve det, der skete
Når jeg i terapien møder mennesker, der har været udsat for overgreb, mærker jeg det næsten før, de siger noget. Ikke fordi det står skrevet i panden – men fordi kroppen husker. Fordi øjnene har en særlig uro. Fordi ordene bærer noget med sig, der ikke bliver sagt.
Det er sjældent bare ét overgreb. Ikke nødvendigvis flere af samme slags – men oftest et mønster. En barndom med for lidt nærvær. For meget uro. Et hjem, hvor man lærte at tilpasse sig, skjule sig, holde op med at mærke. Et ungdomsliv med relationer, hvor grænser blev overtrådt. Et voksent liv, hvor man stadig bliver i det, der gør ondt – fordi man tror, det er sådan, det skal være.
Hvorfor ét overgreb sjældent står alene
Et overgreb – fysisk, psykisk eller seksuelt – er aldrig bare en enkeltstående hændelse. Det finder grobund i et liv, hvor man måske allerede har lært at miste sig selv. Og det sætter spor i nervesystemet. I kroppen. I relationerne.
Det kan ske i familier, hvor der aldrig var plads til at sige fra.
Det kan vokse i miljøer, hvor man blev beundret – men aldrig rigtig set.
Det kan ske i parforhold, hvor man tror, at kærlighed er det samme som kontrol.
Det kan ske i barndomme, hvor man var vant til at være alene – også med det, der gjorde allermest ondt.
Og derfor giver det mening, hvis det stadig sidder i dig. Ikke som en klar erindring, men som en vag uro, der dukker op, når nogen kommer for tæt på. Når du bliver kritiseret. Når du forsøger at finde ro – og ikke kan.
Når du selv bærer på en smerte, du ikke har valgt
Mange, der har oplevet overgreb, lærer at overleve. Men at overleve er ikke det samme som at leve. Du kan godt klare dig godt – have job, familie, humor, overskud. Og alligevel føle dig tom, forkert, skamfuld, vred.
Måske har du lært at være den stærke. Den, der altid har overblik. Den, der aldrig bryder sammen.
Måske har du lært, at det er din skyld, når noget går galt.
Måske har du lært, at ingen kommer og hjælper dig – så du må klare det selv.
Og måske mærker du nu, at det ikke længere holder. At du ikke længere kan skubbe det væk. At du er træt. Træt af at kæmpe. Træt af at smile. Træt af at lade som om.
Hvordan terapi kan hjælpe – og hvorfor det kræver mere end ord
Fænomenologisk og neuroaffektiv integral psykoterapi er ikke en samtale, hvor du skal genfortælle det hele. Det er et sted, hvor du får lov at lande – og hvor vi sammen begynder at nærme os det, der stadig sidder fast.
Vi arbejder med det, der ikke kan forklares, men som kan mærkes:
Den uro, der bor i kroppen.
Den spænding i kæben, der aldrig helt slipper.
Det stik i hjertet, når du bliver overset.
Det mørke, du møder om natten, når alt bliver stille.
Vi skaber et trygt og sikkert sted, hvor du ikke skal være “god til terapi”. Du skal bare være dig. Med alt, hvad det indebærer.
Og langsomt – i dit tempo – begynder kroppen og nervesystemet at forstå, at det er slut nu. At du ikke længere skal overleve. At du godt må leve.
Hvad med dine omgivelser?
Når man bærer på ubearbejdet smerte, begynder den at lække. Uden at vi vil det. I parforholdet, hvor konflikterne eksploderer eller bliver tavse. På arbejdet, hvor man ikke kan finde ro – eller begynder at trække sig. I forældreskabet, hvor man kæmper for ikke at give videre, hvad man selv fik.
Derfor er det ikke kun for din skyld, at du søger hjælp. Det er også for dem, du elsker. Og for den udgave af dig selv, der længes efter at være fri.
Du behøver ikke kunne overskue det hele
Du skal bare tage første skridt.
Ring til mig på 40 55 95 35 – hvis du mærker, at det er tid. Du skal ikke kunne forklare det hele. Du skal bare vide, at noget i dig længes efter at blive mødt.
Vi tager det derfra. Ét skridt ad gangen.
