Når offerrollen styrer dig - uden at du opdager det

Vi ved det jo godt. Det er nærmest en dødssynd at spille offer. Vi har lært, at det er uværdigt, passivt, manipulerende – noget, vi for alt i verden skal undgå. Så vi gør det selvfølgelig ikke. Eller gør vi?

For offerrollen er ikke altid åbenlys. Den er ikke kun den person, der højlydt fortæller, hvor synd det er for dem. Den kan også være stille, subtil og næsten usynlig – og netop derfor styre os mere, end vi aner.

Offerrollen som en naturlig form i os
I en integralt perspektiv er offeret en del af os alle. Det er en psykologisk form, vi kan træde ind og ud af, ligesom vi kan træde ind i andre roller. Men mens offeret fortæller de forfærdelige historier om alt det, vi har været udsat for, ligger den virkelige smerte gemt et andet sted – hos det skadede barn i os, som ikke engang tør fortælle sin historie.

Når vi ikke tør mærke den rene, rå smerte, filtrerer vi den gennem offerets fortælling. Ikke nødvendigvis bevidst. Ikke nødvendigvis dramatisk. Men vi gør det – og det styrer os langt mere, end vi tror.

Når offerrollen er subtil – men styrer dig alligevel
Hvordan kan det se ud i praksis? Her er nogle eksempler på, hvordan offerrollen kan udspille sig uden at blive opdaget:

• Den moralske martyr: "Jeg prøver jo altid at gøre det rigtige, men andre mennesker respekterer det bare ikke."

• Den tavse lidende: "Jeg siger ikke noget, for jeg vil ikke være til besvær. Men inderst inde håber jeg, at nogen ser, hvor svært jeg har det."

• Den hjælpsomme, der aldrig får noget igen: "Jeg er der altid for andre, men hvem er der egentlig for mig?"

• Den intellektuelle offerrolle: "Mit liv er svært, men det er fordi, jeg ser tingene dybere end de fleste."

• Den spirituelle offerrolle: "Jeg er et godt og empatisk menneske, men verden er så kold og ubarmhjertig."

• Den uheldige: "Der sker altid noget, der spænder ben for mig. Det er som om, livet er imod mig."

• Den svigtede: "De andre fik en bedre start i livet end mig. Er mit liv virkelig ikke mere værd?"

Disse dynamikker er ikke nødvendigvis bevidste. Men jo mindre vi ser dem, desto mere styrer de os. De former vores valg, vores relationer, vores selvopfattelse – og ja, de skubber også mennesker væk fra os. Ikke nødvendigvis fordi de ikke vil være der for os, men fordi der dybt inde er noget i os, der ikke tør blive hjulpet.

Smerten bag offerrollen
At være fanget i offerrollen kan være ufatteligt smertefuldt. Ikke bare fordi vi skubber andre væk, men fordi vi også skubber os selv væk. Det føles som en konstant indre kamp, hvor vi ikke kan få det, vi længes efter, og alligevel ikke tør række ud efter det. Vi bliver fanget i en cirkel af frustration, sorg og afmagt.

Nogle beskriver det som en følelse af at være fastlåst i en slags indre isolation – som om der er et glas mellem dem og verden, hvor de kan se andre bevæge sig frit, mens de selv sidder fast. Andre oplever en kronisk uro, en tyngde i brystet, en knude i maven, eller en træthed, der føles som at bære en usynlig byrde. En følelse af at kæmpe mod noget usynligt, men aldrig rigtig vinde.

Den værste smerte kan være den, vi ikke engang tør indrømme: at vi inderst inde føler os magtesløse og ude af stand til at ændre vores liv. Og den skam, der følger med, kan være næsten uudholdelig. Det kan føles, som om vi svigter os selv, som om vi aldrig rigtigt bliver set, hørt eller forstået – heller ikke af os selv.

Den eksplosive vrede – et skjult symptom
En af de mere skjulte måder, offerrollen kan komme til udtryk på, er gennem en vedholdende, eksplosiv vrede. Det kan være den type vrede, der får de nærmeste til at trække sig eller kommentere på, at man ofte er irritabel eller uforudsigelig – men som man selv måske ikke engang ser.

Når vi ubevidst bærer på følelsen af at være fanget i noget, vi ikke kan ændre, kan det resultere i et indre pres, der søger en vej ud. Vreden bliver en ventil, men ikke en, vi selv har kontrol over. Den bryder ud i skarpe kommentarer, sarkasme, irritation over småting eller pludselige vredesudbrud, der bagefter føles både uforståelige og udmattende. Når vi ikke ser, hvor vreden egentlig kommer fra, kan vi i stedet blive indignerede over, at andre reagerer på den – og føle os endnu mere alene i vores oplevelse.

Terapi og den kropslige vej ud
At tale om disse mønstre kan være en vigtig del af at forstå og begynde at ændre dem. Men nogle gange er ord ikke nok. De klassiske samtaleteknikker kan hjælpe med at skabe indsigt, men de når ikke altid ned til de dybeste følelsesmæssige svigt og de kropslige reaktioner, der stadig lever i os. Her er det afgørende at arbejde med kroppen – at opdage, hvordan vores sansninger og spændinger bærer på gamle historier, som ikke længere behøver at styre os.

I den integrale terapi arbejder vi ikke kun med tankerne, men også med de kropslige fornemmelser, der ligger bag. I et trygt rum kan vi sammen finde ud af, hvor kroppen holder fast i smerten, og hvordan vi nænsomt kan begynde at slippe den. Når vi møder os selv dér, hvor ordene ikke længere rækker, kan vi begynde at mærke en ny frihed – ikke ved at undertrykke eller analysere, men ved at give plads til det, der endelig vil frem.

Er det tid?
Hvis noget i dig mærker et genkendeligt ekko i disse ord, så er det måske tid til at se på, hvordan offerrollen – subtilt eller ej – spiller ind i dit liv. Ikke for at dømme dig selv, men for at begynde at finde den vej ud, som allerede kalder på dig.

Lad os tage en samtale om, hvordan du kan begynde at slippe det gamle narrativ og træde ind i noget større. Når vi ser det, kan vi også ændre det.