Måske er det ikke din chef, der er problemet
Karriereterapi handler ikke altid om at skifte job. Nogle gange handler det om at opdage de mønstre, der følger med dig fra arbejdsplads til arbejdsplads.
Kender du det her?
Ny chef, samme problem.
Ny afdeling, samme mønster.
Nyt job, samme mavefornemmelse
Der er dog bare én person, du med sikkerhed kan ændre på: dig selv.
Gennem mere end 25 år som rådgiver for ledere og direktører og senere som psykoterapeut har jeg lagt mærke til noget interessant.
Nogle mennesker ser ud til at støde ind i de samme problemer igen og igen. De får en ny chef. Samme problem. De skifter afdeling. Samme problem. De finder te nyt job. Samme problem. Det håber, at omgivelserne ændrer sig. Men det viser sig, at udfordringerne følger med. Når det sker, er det værd at stoppe op og stille sig selv et spørgsmål:
- “HVAD ER DET, JEG IKKE SER?”
Konflikter på arbejdspladsen handler ikke altid om de andre
Hvis du oplever konflikter på arbejdspladsen, mistrivsel eller manglende arbejdsglæde, er det naturligt først at kigge på omgivelserne.
Nogle gange er problemet også dér. Men andre gange peger situationen på noget i os selv, som kalder på opmærksomhed.
Ikke fordi vi er forkerte. Men fordi vi har blinde vinkler. Og blinde vinkler har det med at gentage sig.
Derfor kan karriereterapi være relevant, selv om du egentlig tror, at problemet handler om din chef, dine kolleger eller din arbejdsplads.
Dine blinde passagerer går med på arbejde
De fleste af os har sider af os selv, som vi ikke er helt bevidste om.
Det kan være behovet for at blive anerkendt. Behovet for at have ret. Frygten for at blive afvist. Vreden over ikke at blive set. Behovet for at være den flinke. Behovet for at kontrollere.
Disse sider er ikke forkerte. De er menneskelige. Problemet opstår først, når de styrer os uden vores viden.
Så kommer vi til at REAGERE i stedet for at HANDLE.
Vi forsvarer os, når ingen angriber. Vi trækker os, når vi burde blive stående. Vi bliver hårdere end situationen kræver. Eller blødere.
Og bagefter undrer vi os over, hvorfor tingene blev så svære.
Personlig udvikling i arbejdslivet handler om bevidsthed
Mange tror, at personlig udvikling handler om at slippe af med sine svagheder.
Det tror jeg ikke.
Jeg tror mere på at få dem frem i lyset.
Når du bliver bevidst om dine mønstre, mister de noget af deres magt. Så er det ikke længere den sårede del af dig, der tager ordet til MUS-samtalen. Det er ikke længere frygten, der styrer den svære samtale med chefen. Det er ikke længere behovet for anerkendelse, der afgør, om du tør sige din mening på mødet.
Du får adgang til flere af dine egne ressourcer. Mere ro. Mere frihed. Mere handlekraft.
Karriereterapi handler om mere end karriere
Når mennesker opsøger mig med problemer i arbejdslivet, viser det sig ofte, at vi kommer til at tale om noget større.
Grænser
Hvordan siger du til og fra uden dårlig samvittighed?
Mod
Hvordan bliver du stående i svære situationer uden at gå til angreb eller trække dig?
Selvrespekt
Hvordan tager du dig selv alvorligt uden at blive hård?
Relationer
Hvordan fungerer du sammen med andre mennesker, når du er under pres?
For det, der spænder ben på jobbet, spænder ofte også ben andre steder i livet. Og det, der giver mere frihed på jobbet, giver som regel også mere frihed derhjemme.
Karrierekrise eller begyndelsen på noget nyt?
Nogle mennesker kommer i terapi, fordi de mistrives på jobbet. Andre fordi de står midt i en fyring, en omorganisering eller et karriereskifte. Andre igen fordi de på papiret har succes, men alligevel mærker en tomhed eller uro.
Det, mange kalder en karrierekrise, viser sig nogle gange at være begyndelsen på noget nyt.
En invitation til at lære sig selv bedre at kende.
Målet er ikke at blive perfekt
Målet er ikke at blive den medarbejder, leder eller specialist, som aldrig bliver ramt af noget.
Målet er at lære sig selv så godt at kende, at man opdager det, når gamle mønstre er på vej til at tage over. At kunne stoppe op. Trække vejret. Og vælge sin reaktion med åbne øjne.
Det er her forandringen begynder. Ikke når chefen ændrer sig. Ikke når kollegerne tager sig sammen. Men når du opdager, at du har langt flere ressourcer, end du måske har fået øje på.
Og at de blinde passagerer ikke længere behover sidde ved rattet.
Har du brug for hjælp til dit arbejdsliv?
Jeg tilbyder karriereterapi til ledere, specialister og medarbejdere, der ønsker mere trivsel, arbejdsglæde og frihed i deres arbejdsliv.
Målet er ikke at gøre dig til en anden. Målet er at hjælpe dig til at blive mere dig selv.
Kontakt mig for en gratis samtale på +45 40 55 95 35.
30 minutter. Uforpligtende. Mennesket før CV’et.
Ingen skal medbringe perfekt adfærd. Bare nysgerrighed.