Den gode skilsmisse handler ikke om at vinde - men om at passe på børnene
For nogle uger siden, mødte jeg Esben Jensen, der er ekspert i begrebet Forældrefremmedgørelse - den situation, hvor den ene forældre aktivt forhindrer børnene i at se den anden forælder efter en skilsmisse. Det mindede mig om, hvor vigtigt det er at få sig en god skilsmisse, når det nu ikke kan være anderledes. Også selv om følelserne går højt, og man måske ligefrem føler had mod sin ekspartner.
For det kan være meget smertefuldt i voksenlivet er, når et parforhold bryder sammen. Ikke kun fordi to mennesker mister hinanden, men fordi hele familiens følelsesmæssige fundament pludselig forandrer sig. Det gælder især, når der er børn involveret.
Mange voksne undervurderer, hvor voldsomt børn påvirkes af stemningerne mellem deres forældre. Børn registrerer langt mere, end vi tror. De mærker tavsheden ved middagsbordet, irritationen i stemmen, kulden i blikkene og den spænding, der kan ligge som en usynlig tåge i hjemmet længe før selve skilsmissen bliver udtalt højt.
Og når bruddet først sker, bliver børn ofte fanget midt i en følelsesmæssig konflikt, som de hverken kan forstå eller bære ansvaret for.
Når børn mister kontakten til en forælder
Der findes selvfølgelig situationer, hvor et barn har brug for beskyttelse mod en forælder. Hvis en forælder er voldelig, stærkt truende, aktivt misbrugende eller så psykisk ustabil, at barnet bliver alvorligt utrygt eller skadet af kontakten, er det de voksnes ansvar at beskytte barnet. Det er vigtigt at sige tydeligt.
Men der findes også en anden og langt mere almindelig problematik, som mange har svært ved at tale åbent om. Nemlig når et barn mister kontakten til en forælder, ikke fordi forælderen nødvendigvis er farlig, men fordi konflikten mellem de voksne bliver så voldsom, at barnet langsomt trækkes væk fra relationen.
Nogle gange sker det meget direkte. Den ene forælder taler dårligt om den anden, gør samvær svært, holder information tilbage eller skaber så meget konflikt omkring kontakten, at barnet begynder at forbinde den anden forælder med uro og dårlig samvittighed.
Andre gange er det langt mere subtilt. Et suk, når barnet nævner den anden forælder. En kommentar som:
“Du bestemmer selvfølgelig selv, om du vil over til far…”
sagt med en tone, der gør det næsten umuligt for barnet frit at mærke, hvad det selv føler.
Børn er loyale – også når det gør ondt
Børn er ekstremt loyale. Især over for den forælder, de oplever som mest følelsesmæssigt sårbar eller dominerende. Hvis et barn mærker, at mor eller far bliver ked af det, vred eller urolig ved kontakten til den anden forælder, vil barnet ofte begynde at tilpasse sig. Ikke fordi barnet nødvendigvis ønsker afstanden, men fordi barnet forsøger at skabe ro og tryghed i systemet.
Problemet er bare, at barnet samtidig mister noget helt afgørende: friheden til at elske begge sine forældre uden skyld og loyalitetskonflikter.
Og det rammer langt dybere, end mange voksne forstår.
Forældrefremmedgørelse påvirker også barnets identitet
For et barn består jo af begge sine forældre. Når barnet igen og igen får signaler om, at den ene forælder er forkert, uønsket, egoistisk eller uværdig, påvirker det ikke kun relationen til forælderen. Det påvirker også barnets relation til sig selv.
Mange børn begynder ubevidst at skamme sig over sider af deres egen identitet:
“Hvis far er et dårligt menneske, hvad betyder det så om mig?”
“Hvis mor ikke er værd at elske, er jeg så heller ikke det?”
Det er noget af det mest smertefulde ved forældrefremmedgørelse. Barnet mister ikke kun kontakten til en forælder. Barnet mister ofte også forbindelsen til dele af sig selv.
Konsekvenserne følger ofte med ind i voksenlivet
Og konsekvenserne stopper sjældent i barndommen.
Mange voksne, der som børn blev fanget i stærke loyalitetskonflikter eller mistede kontakten til en forælder, kæmper senere med nærhed, tillid og kærlighed i deres egne relationer. Nogle bliver meget konfliktsky og tilpasser sig for meget af frygt for at miste relationen. Andre lærer hurtigt at afskære mennesker følelsesmæssigt, fordi de tidligt erfarede, at kærlighed kunne blive gjort betinget eller farlig.
Mange går også rundt med en ordløs sorg over alt det, de aldrig fik mulighed for at opleve sammen med den forælder, de mistede kontakten til. Små hverdagsøjeblikke, fælles minder, spejling, historier, humor, kropssprog, værdier og følelsen af at høre til begge steder.
For selv når en forælder har fejl og mangler — og det har alle forældre — kan relationen stadig være dybt værdifuld for barnet.
Børn har brug for voksne, der kan rumme deres egne følelser
Børn har brug for forskellige former for kærlighed, energi og spejling. De har brug for at opleve, at mennesker kan være uperfekte og stadig elskelige. Og de har brug for voksne, der kan rumme deres egne følelser uden at gøre barnet ansvarligt for dem.
Noget af det vigtigste i en skilsmisse er derfor efter min erfaring at kunne skelne mellem:
“Du gjorde mig dybt ked af det som partner”
og:
“Du er en dårlig forælder.”
Det er ikke det samme.
Man kan være rasende, skuffet og såret som tidligere ægtefælle og samtidig forstå, at barnet stadig har brug for relationen til den anden forælder.
Det kræver modenhed. Især når konflikterne er intense, og følelserne stadig er rå. For når mennesker bliver sårede, får mange lyst til at lukke døren, kontrollere kontakten eller trække kærligheden tilbage. Men børn har ikke brug for hævn. De har brug for voksne mennesker, der kan beskytte dem mod de voksnes konflikt.
Den gode skilsmisse handler om barnets følelsesmæssige frihed
Den gode skilsmisse handler derfor ikke nødvendigvis om, at man bliver bedste venner bagefter. Det sker ikke altid, og nogle relationer er for ødelagte til det. Men den handler om noget langt vigtigere:
At barnet fortsat får lov til at have adgang til begge sine forældre uden at skulle betale følelsesmæssigt for det.
At barnet ikke skal føle skyld over at glæde sig til samvær hos den anden.
At barnet ikke skal vælge side for at bevare kærligheden fra den ene voksne.
Og måske vigtigst af alt: at barnet får lov til fortsat at være barn i stedet for at blive følelsesmæssig medspiller i de voksnes krig.
Jeg tror faktisk, noget af det mest kærlige og modne, et menneske kan gøre efter en skilsmisse, er at hjælpe sit barn med fortsat at kunne se det menneskelige og værdifulde i den anden forælder — også når man selv er såret.
Ikke ved at lyve eller bortforklare alvorlige problemer. Men ved at forstå, at barnets identitet og følelsesmæssige udvikling hænger tæt sammen med oplevelsen af fortsat at have adgang til sit følelsesmæssige ophav.
Søg hjælp før konflikten sætter sig fast
Hvis du står midt i en skilsmisse og mærker, hvor svært det er at skelne mellem dine egne følelser og barnets behov, kan det være en stor hjælp at søge støtte, inden konflikterne sætter sig fast i familien. Mange par venter for længe med at få hjælp, fordi de tror, at de først skal være enige om alting. Men ofte handler hjælpen netop om at skabe et rum, hvor begge voksne igen kan begynde at se barnet tydeligere end konflikten.
For når alt kommer til alt, husker børn sjældent skilsmissen alene.
De husker måden, deres forældre var mennesker på midt i den.
Kontakt mig
Har I brug for hjælp til at få en god skilsmisse, er I velkomne til at kontakte mig på 40 55 95 35 eller jenstovborg@gmail.com. Jeg tilbyder altid en gratis introsamtale.
Decideret forældrefremmedgørelse
Er du udsat for decideret forældrefremmedgørelse af en tidligere partner, som aktivt forhindrer dig i at se dine børn, vil jeg anbefale dig at søge hjælp med det samme. Du er altid velkommen hos mig, men det kan være du skal tale med en specialist på lige præcis dette område. Her anbefaler jeg Esben Jensen, som har et indgående kendskab til området: linkedin.com/in/esben-jensen-15001357
