Føler du dig kørt fast? Det er ikke sikkert, du er det
Manglende motivation, uro eller tvivl i arbejdslivet bliver ofte tolket som en karrierekrise. Men følelsen af at være kørt fast kan også være tegn på, at noget i dig forsøger at orientere sig mod noget nyt.
Der er mennesker, som reelt er kørt fast i deres arbejdsliv. De sidder i et job, de ikke længere trives i. De har mistet engagementet. De har svært ved at se mulighederne. Og nogle gange er løsningen simpelthen at skifte spor.
Men jeg møder også mennesker, som beskriver sig selv som kørt fast, selv om det måske ikke er det, der er sket.
De fungerer godt. De leverer. De bliver værdsat. De løser deres opgaver. Alligevel er der kommet en uro. En følelse af, at noget ikke længere passer helt så godt som før.
Når fremdrift bliver en del af identiteten
Du kender det måske fra dig selv. Du er dygtig, og du er vant til at bevæge dig fremad. Ny viden. Nye projekter. Nye ansvarsområder. Nye mål. Det er ofte en styrke.
Men det kan også betyde, at perioder uden tydelig fremdrift opleves som et problem.
Hvis du er vant til at accelerere, kan det føles som stilstand, når du pludselig kører i almindeligt tempo. Der er følelsen af at være kørt fast ikke nødvendigvis et bevis på, at du er det. Det kan være et signal om, at du ubevidst er ved at orientere dig.
Er du på vej uden at vide, hvor du skal hen?
En af de mest frusterende situationer i arbejdslivet opstår, når du tydeligt kan mærke, at noget ikke længere fungerer optimalt, og du samtidig ikke kan se et alternativ.
Du ved, hvad du er træt af. Du ved, hvad der dræner dig. Du ved, hvad du ikke længere har lyst til. Men du ved ikke nødvendigvis, hvad du vil i stedet. På en dårlig dag er det lige her, man kan begynde at tvivle på sig selv:
Måske burde jeg bare tage mig sammen?
Måske er jeg blevet utaknemmelig?
Måske skal jeg bare finde motivationen igen?
Men nogle gange er problemet ikke mangel på motivation. Nogle gange forsøger du at motivere dig selv til noget, som du allerede er ved at vokse fra.
Hvilke ressourcer får ikke længere lov at komme i spil?
Når jeg arbejder med karriereterapi, er et af de første spørgsmål: Hvad er det, du ikke får brugt?
Når du fokuserer længe nok på problemerne, kan du komme til at glemme, de ressourcer du har med dig.
Den kreative leder bruger det meste af sin tid på administration.
Den strategiske medarbejder bruger energien på drift.
Den menneskeorienterede specialist sidder alene med systemer og processer.
På et tidspunkt begynder energien at sive ud af arbejdet. Ikke nødvendigvis fordi jobbet er forkert, men fordi væsentlige sider af dig ikke længere får plads.
Dine blinde vinkler spiller også med
Der er endnu en faktor, som vi sjældent kender til og som vi derfor slet ikke tager med i overvejelserne.
Det er de sider af os selv, som vi ikke selv ser særlig tydeligt.
Perfektionismen
Behovet for kontrol
Behovet for anerkendelse
Behovet for at være den dygtige
Behovet for at undgå fejl
Disse egenskaber har jo være med til at skabe succes. Men de kan også gøre det sværere at få øje på nye muligheder. Hvis perfektionismen styrer for meget, kan ethvert nyt skridt føles risikabelt, ja ligefrem grænseoverskridende. Hvis behovet for anerkendelse fylder for meget, kan det være svært at mærke, hvad du selv ønsker. Og hvis kontrollen tager over, kan det være vanskeligt at bevæge sig ud i noget, der endnu ikke er fuldt afklaret.
Her kan det være en stor hjælp at få en anden til at se med.
Ikke fordi terapeuten kender svaret, men fordi det er lettere at få øje på sine blinde vinkler, når man ikke står alene med dem.
Hos mig får du lov at prøve nogle konkrete værktøjer, der kan hjælpe med at afklare netop dette.
Karriereterapi ikke det samme som coaching
Coaching kan være rigtig godt. Særligt når målet er klart. Når du ved, hvor du gerne vil hen. Og når du har brug for sparring, struktur, ansvarlighed eller konkrete værktøjer til at komme derhen.
Jeg tager også gerne udgangspunkt i det, du allerede har lært gennem coaching, lederudvikling eller andre udviklingsforløb.
Men karriereterapi begynder et andet sted.
Den begynder med spørgsmålet om, hvor dine mål, ambitioner og drømme kommer fra. Er de stadig dine? Eller er de blevet hængende fra en tidligere fase i livet?
Er det dig selv, der ønsker forfremmelsen? Eller er det en gammel længsel efter anerkendelse, der sidder ved bordenden?
Er det friheden som selvstændig, der trækker? Eller ønsket om at slippe væk fra noget, du ikke længere trives i?
Karriereterapi handler derfor ikke kun om at finde ud af, hvor du vil hen. Den handler også om at undersøge, hvem det er i dig, der vil derhen. Og hvem der samtidig holder igen.
For det er her, de blinde makkere dukker op.
De mønstre og skyggesider, som har hjulpet dig langt, men som nu står i vejen for næste skridt. Når de bliver synlige, opstår der ofte en ny form for frihed. Ikke fordi alle svarene kommer på én gang, men fordi du begynder at se klarere.
Du er ikke nødvendigvis kørt fast
Følelsen af at være kørt fast skal tages alvorligt. Men skal ikke altid tages bogstaveligt
Nogle gange er den et signal om, at du har mistet kontakten til noget vigtigt i dig selv. Andre gange er den et tegn på, at du allerede er på vej videre, selv om du endnu ikke kan se destinationen.
Begge dele er værd at undersøge. For det er sjældent ved at ignorere signalerne, at der opstår mere klarhed. Det er ved at blive nysgerrige på dem.
Overvejer du karriereterapi?
Hvis ud oplever, at motivationen, arbejdsglæden eller retningen er blevet uklar, kan det være værd at undersøge nærmere.
Ikke nødvendigvis fordi du skal skifte job. Ikke nødvendigvis fordi du er i krise. Men fordi følelsen af at være kørt fast nogle gange viser sig at være begyndelsen på en vigtig samtale med dig selv.
Kontakt mig for en gratis uforpligtende intro-samtale på 30 minutter.
+45 40 55 95 35 eller jenstovborg@gmail.com.
Mennesket før CV’et!