Er din vredesmuskel blevet for slap eller for overspændt?
Hvad er en vredesmuskel?
Det er selvfølgelig ikke en rigtig muskel. Det er mit billede på den menneskelige evne til at mærke sin vrede, bruge dens kraft til at sætte grænser, og lade den hvile når der ikke er brug for den. Derfor kommer du ikke til at finde begrebet vredesmuskel i psykologiske lærebøger. Her bruger vi det som en metafor til at forstå mere om den vrede, der kan være så svær at have med at gøre.
Lige som alle andre muskler kan den være stærk – ja nærmest overspændt og reagere på de mest utilregnelige måder. Og den kan være slap og brugt så lidt, at den næsten er gået i glemmebogen, og når den endelig kommer frem, ved man ikke helt hvorfor den lige kom frem på dette tidspunkt.
Vredesmusklen er mit billede på den evne, de sjældent har fået lov at udvikle eller bruge.
Når klienten dukker op i terapien – og det er uanset om deres vredesmuskel er overspændt eller slap – er det som regel fordi, deres nærmest har taget mod til sig og sagt, at de skal lære at styre deres vrede.
Når vredesmusklen er blevet for slap
Dem, jeg møder med en slap vredesmuskel, synes faktisk det er for galt, at de er blevet skubbet hen i terapien. For de synes ikke selv, at de er vrede, slet ikke når de tænker på alt det de jo netop IKKE bliver vrede over i hverdagen. Det er ikke dem, der råber højest. De har gennem mange år har været dygtige til at være flinke. De er hensynsfulde. De bider tænderne sammen. De vil hellere forstå andre end risikere at såre nogen.
Når vredesmusklen er blevet overspændt eller eksplosiv
Dem, jeg møder med en overspændt og eksplosiv vredesmuskel, er som regel meget skamfulde over deres eksplosioner. Nogle får det fysisk dårligt ved tanken om, ”at vi nu skal til at rode op i alt det”, som en klient fortalte mig. Og når vi så går i gang – nænsom og meget roligt – kan det opleves som om, man træder ind i en anden version af sig selv, som suger al energien ud af kroppen. Derfor kræver det særlig nænsomhed og tillid, at arbejde med den eksplosive vrede.
Hvad sker der, når vredesmusklen aldrig bliver tænet?
Prøv at tænke på en arm, der har været i gips i tre måneder. Musklen er der stadig, men den er blevet svag. Når armen skal bevæge sig, gør den ikke altid det, den skal. Den kan føles ubrugelig og man kan komme til at presse den så meget, at den gør skade på sig selv og andre.
Det samme kan ske med vores evne til at mærke og bruge vreden.
Hvis du hele livet har lært, at vrede er pinlig, farlig eller tegn på dårlig opdragelse, er det naturligt, at du begynder at holde den nede.
Problemet er bare, at følelser ikke forsvinder, fordi vi ignorerer dem. De finder bare en anden vej. Det er her den slappe vredesmuskel begynder at vise sig. Ikke nødvendigvis som store vredesudbrud, men som irritation, utålmodighed, sarkasme, kulde, tavshed eller kontrol. Som en stemning, hvor andre hele tiden fornemmer, at de skal passe lidt på.
Mennesker oplever måske selv, at det næsten aldrig bliver vredt, men omgivelserne oplever ofte noget andet.
Vrede er en følelse, men at bruge den er en evne
Det er måske den vigtigste pointe her: Vrede er en naturlig menneskelig følelse. Men det at kunne mærke den, forstå den og bruge dens kraft på en god måde er en evne, der skal læres. Det er bl.a. evnen til at beskytte. At sige fra. At tilpasse sig dem, man holder af.
Når denne evne mangler, bliver mange ting i livet besværligt. Ikke fordi man bliver et dårligere menneske. Men fordi man kommer til at bruge enorme mængder af energi på at holde noget nede, som egentlig forsøger at hjælpe. For din følelse af vrede prøver virkelig at hjælpe dig. Den skal bare lære at komme på banen på de rigtige tidspunkter og i passende mængder. Og det er dit eget ansvar at sørge for, at det sker. Det er kun dit ansvar.
Derfor arbejder jeg med vredesmusklen på tre niveauer
Hvis vrede kun sad i tanker, kunne de fleste af os have tænkt os ud af den for længst. Men det kan vi bare ikke. Mange af dem jeg møder har brugt årevis på at forklare sig selv, hvorfor de ikke burde være vrede.
Derfor arbejder jeg med vreden på tre niveauer, præcist som jeg arbejder med terapien i andre sammenhænge.
Tankerne
I fællesskab undersøger vi dine tanker. Hvilke historier fortæller du om dig selv? Fx: Jeg må ikke blive vred – eller Jeg skal være den flinke – eller Jeg må ikke fylde. Hvad tænker du om den vrede, du har oplevet hos andre?
Følelserne
Vi undersøger også dine følelser. Hvordan mærkes vreden egentligt i din krop? Kan du overhovedet registrere den, før den bliver til irritation eller pludseligt eksploderer? Eller har du udviklet en strategi, der hjælper dig til ikke at mærke noget som helst?
Instinkterne
Og så arbejder vi med det instinktive niveau. Den del af dig, der er skabt til at beskytte dig, sætte grænser og passe på det, der betyder noget. Alt det du gør uden at tænke dig om, for sådan er instinkter indrettet. De venter ikke på, at du tænker over tingene, for så risikerer du jo ”at blive spist af den store sabeltiger, der er ved at angribe dig på savannen” for nu at tage et lidt karikeret eksempel. Desværre kommer vi nogle gange til at reagere instinktivt som om vi bliver truet, selv om det egentlig bare er børnene, partneren eller chefen, der prøver at komme i kontakt med os.
Når instinkterne arbejder på en god måde, kan vreden pludselig opleves som noget positivt, som ikke nødvendigvis er voldsom, den er bare klar og på sin plads. Den er tydelig og overraskende rolig. Den giver en følelse af at være stærk og i balance.
Det modigste er ikke at undertrykke sin vrede
Måske er du en af de mange, der frygter deres vrede. Jeg forstår godt hvorfor. Men min erfaring er, at frygten for vreden tit er større end vreden selv.
Når vi tør undersøge vreden med nysgerrighed i stedet for skam, sker der noget. Vredesmusklen bliver stærkere. Ikke for at gøre os aggressive, men for at gøre os mere hele. Måske er det derfor jeg igen og igen vender tilbage til det sammen spørgsmål:
- Har du husket at træne din vredesmuskel?
For ligesom andre muskler, bliver den ikke stærkere af at blive ignoreret. Den bliver enten slap eller føler sig overset og begynder at reagere voldsommere. Næsten som et barn, der ikke får nok opmærksomhed.
Har du lyst til at arbejde med din vredesmuskel?
Du behøver hverken vide præcis, hvad du er vred over, eller være sikker på, om terapi er det rigtige. Du må gerne møde op med skepsis, tvivl og uro.
Jeg skal nok tage godt imod dig.
Vil du læse mere om vreden bag vredesmusklen? Så se evt. min artikel ”Vrede – fire typiske grunde bag følelsen eller udbruddet.” Eller læs mere om min tilgang til Individuel terapi og Integral psykoterapi. Du kan også browse artiklerne i min blog, hvor flere af dem nærmer sig tilstande, der kan medføre vrede.
Du er også velkommen til at ringe eller skrive på 40 55 95 35 og bestille en gratis, uforpligtende forsamtale.