Forestil dig, at jeres parforhold kom ind ad døren og satte sig ved spisebordet. Hvordan ville det se ud? Trygt og nogenlunde tilfreds? Lidt forsømt? Eller træt af at skulle vente, mens I lige ordner alt det andet?
Det er et lidt skævt spørgsmål. Men det kan hjælpe jer med at få øje på noget, som let forsvinder, når samtalen handler om, hvem der sagde hvad, og hvem der burde have gjort noget andet.
For der er dig, din partner og det liv, I skaber mellem jer. Det sidste har også brug for opmærksomhed.
Prøv derfor at forestille dig parforholdet som et barn, I har et fælles ansvar for. Din partner skal selvfølgelig ikke gøres til et barn. Det giver rigeligt bøvl i forvejen, hvis den ene føler sig som forælder til den anden.
Billedet handler om relationen. Hvordan behandler I den? Hvad giver I den at leve af? Og hvad skulle den mon sige for at blive hørt?
Et forhold bliver ikke selvhjulpent, bare fordi det bliver ældre
I begyndelsen falder opmærksomheden ofte ret naturligt. Man spørger, lytter og bliver hængende ved svaret. Man har lyst til at forstå det menneske, man er blevet forelsket i. Selv vedkommendes noget særlige måde at indrette en opvaskemaskine på kan have en vis charme.
Senere kommer hverdagen. Arbejde, børn, indkøb, regninger og alt det, der ganske rigtigt skal gøres. I lærer hinanden at kende og behøver ikke længere spørge om alting.
Det kan være en stor tryghed. Men fortroligheden kan også glide over i en forestilling om, at man allerede ved, hvem den anden er. Så holder spørgsmålene op, mens begge fortsætter med at forandre sig.
Hvis vi bliver i billedet, forstår vi godt, at et spædbarn har brug for kontakt. Men når forholdet har nogle år på bagen, kan vi komme til at behandle det, som om det nu må kunne sørge for sig selv.
Det kan det ikke helt. I kan have en lang historie sammen og stadig have brug for at opdage hinanden på ny.
Trods, leg og retten til at være forskellige
Hvis jeres parforhold har træk fra trodsalderen, er der måske mange nej’er i omløb. Den ene ønsker en samtale, den anden vil have fred. Den ene vil planlægge, den anden føler sig spændt fast, allerede før kalenderen er kommet frem.
Det kan se ud, som om I modarbejder hinanden. Nogle gange prøver I begge at få plads til at være jer selv.
Her hjælper det at undersøge, hvad forskellen betyder, før I forsøger at få den anden til at holde op med at være besværlig. Et behov for ro er ikke nødvendigvis en afvisning. Et ønske om kontakt er ikke nødvendigvis kontrol. Men måden, I udtrykker behovene på, kan gøre dem svære at møde.
Det gælder også, når ADHD eller autisme er en del af jeres liv. I kan have forskellige behov for forudsigelighed, samtale, berøring eller restitution. Dem skal vi forstå konkret, så I kan lave aftaler, som begge kan være i.
Og så er der legen. Den kan få trange kår, når forholdet bliver meget optaget af at fungere. Kan I stadig pjatte, overraske hinanden eller grine sammen uden at nogen bliver gjort til grin? Har I noget sammen, der ikke skal føre til et resultat?
Et parforhold kan godt have en velfungerende kalender og samtidig savne noget at glæde sig til.
Når forholdet bliver dygtigt til hverdagen
Måske minder jeres forhold mest om et selvhjulpent skolebarn. Det får tingene gjort, passer sine aftaler og giver ikke anledning til de store bekymringer.
I samarbejder godt. Børnene bliver hentet, maden kommer på bordet, og nogen husker at købe toiletpapir. Det er værdifuldt. Praktisk omsorg er også omsorg, og den skal man ikke tale ned til.
Men I kan komme til at savne hinanden midt i det gode samarbejde. Samtalerne bliver beskeder, og den eneste overraskelse er en invitation fra Aula.
Så kan spørgsmålet være, om der også er plads til det, der ikke skal løses. En bekymring, som bare skal høres. En historie, der gerne må tage lidt tid. En berøring uden en forventning om, hvad den skal føre til.
Det behøver ikke begynde med en romantisk weekend. Det kan begynde med, at du spørger, hvordan din partner egentlig har det, og opdager, at svaret er lidt anderledes, end du troede.
Puberteten – når den gamle måde ikke længere passer
Der kan komme perioder, hvor en af jer eller begge begynder at stille spørgsmål til det liv, I har indrettet.
Børnene bliver større. Arbejdet ændrer sig. Nogen bliver syge. Eller du mærker tydeligere, at du har tilsidesat noget vigtigt og ikke vil fortsætte på samme måde.
Det kan gøre partneren utryg. »Du var jo ikke sådan før« er en forståelig reaktion. Men den fortæller ikke i sig selv, at forandringen er forkert.
Her kan billedet af en teenager være hjælpsomt. Forholdet skal måske finde en anden form, hvor der er plads til dem, I er blevet. Det kræver samtaler om både ønsker og konsekvenser. Dit behov for forandring fritager dig ikke for hensyn, og din partners utryghed giver ikke automatisk ret til at holde alt uændret.
I skal kunne undersøge, hvad I hver især vil, og hvad I fortsat ønsker sammen. Det kan føre til en ny nærhed. Det kan også gøre reelle forskelle tydeligere.
Aldrene i denne tekst er billeder, ikke udviklingstrin, som alle par skal igennem. I kan være legende på ét område og fastlåste på et andet. Formålet er at få øje på noget brugbart.
Når forholdet får resterne af dagen
Så er der stressalderen. Den har jeg selv fundet på, men mange par vil næppe have svært ved at genkende den.
Ingen har besluttet at forsømme forholdet. I skal bare lige igennem denne uge, dette projekt eller denne periode. Imens får relationen det, der er tilbage, når alle andre har fået deres.
Nogle dage er der ikke meget at komme efter.
Her kan små handlinger holde kontakten i live: et oprigtigt spørgsmål, en hånd at holde i eller en besked om, at du godt ved, den anden også er presset. Men hvis belastningen har stået på længe, skal der mere til end at huske et ekstra kys.
Vi må se på, hvad der faktisk skal ændres. Hvem bærer hvilke opgaver? Hvad kan I vælge fra? Er der brug for hjælp? Er den ene blevet så vant til at holde sammen på det hele, at skævheden næsten er blevet usynlig?
Forholdet har brug for omsorg, og I har brug for vilkår, hvor den omsorg er mulig.
Den stilhed, hvor man er holdt op med at række ud
Nogle par skændes meget. Andre er holdt op.
Stilheden kan være tryg. I behøver ikke fylde den, og begge ved, at kontakten er der. Men den kan også være ensom. Man lader være med at fortælle noget vigtigt, fordi man ikke længere forventer at blive mødt.
Hvis jeres forhold ligner en tavs teenager, kan det være fristende enten at kræve svar eller lade det passe sig selv. Ingen af delene behøver være hjælpsomt. Måske skal der først skabes mulighed for at sige noget ærligt uden at blive rettet, afvist eller overhørt.
Der er heller ikke noget håbefuldt ved et skænderi alene, fordi der stadig er følelser i det. Trusler og nedgørelse skal tages alvorligt. Vi skal undersøge både larmen og tavsheden og forstå, hvad de gør ved jer.
To voksne har ansvar – også for hver sin bagage
Billedet af forholdet som et barn kan flytte opmærksomheden fra partnerens fejl til det, I gerne vil passe på. Men fælles ansvar betyder ikke, at alt er lige fordelt, eller at du skal redde forholdet alene.
Du har ansvar for dine handlinger og for at tage vare på det, din historie vækker i dig. Din partner har det samme ansvar.
Du kan have brug for forståelse for din frygt for at blive forladt. Men din partner kan ikke leve sit liv på en måde, der garanterer, at du aldrig mærker den. Du kan være såret og have brug for at sige fra. Du har stadig ansvar for, om du gør det med ord eller med trusler.
I parterapien arbejder vi med det, der sker mellem jer. Indimellem kan individuelle samtaler give plads til det, hver af jer selv må arbejde med. Det aftaler vi tydeligt, så begge kender formålet og rammerne.
Ved vold eller kontrol må sikkerheden komme først. Ingen skal blive i en skadelig relation for at leve op til en metafor om fælles forældreskab.
Lad forholdet få en stol ved bordet
Hvis billedet giver mening for jer, kan I prøve en enkel øvelse på et tidspunkt, hvor I begge har nogenlunde ro.
Sæt en tom stol ved bordet og forestil jer, at jeres parforhold sidder dér. Hvordan har det? Hvad får det allerede fra jer, som gør det godt? Og hvad savner det?
Skriv hver især et par sætninger på forholdets vegne. Det kan være: »Jeg er glad for, at I stadig hjælper hinanden, når noget er svært. Jeg savner, at I har lyst til at være sammen.«
Læs op og lyt til hinanden. Prøv at lade være med straks at rette i den andens beskrivelse. I kan godt opleve forholdet forskelligt.
Vælg derefter én handling, I vil afprøve den kommende uge. Noget konkret og overkommeligt, som I begge siger ja til. En gåtur, en tydeligere aftale om ansvar eller lidt uforstyrret tid sammen.
Øvelsen skal hjælpe jer med at tale. Hvis stolen bliver brugt som vidneboks i sagen mod din partner, er det tid til at holde pause.
Hvordan har jeres forhold det så?
Måske har det det bedre, end du først tænkte. Måske opdager du, at I allerede giver hinanden meget, som fortjener at blive sagt højt.
Måske bliver det tydeligt, at noget har manglet længe.
Jeg håber, at spørgsmålet hjælper dig og jer med at få øje på både relationen og jeres eget bidrag hver især. Hvad kan du tage ansvar for? Hvad skal du bede om? Og hvad har I brug for hjælp til?
Hos mig skal I have mulighed for at forstå mønstret og begynde at gøre noget andet. Jeg hjælper jer med at stoppe op, når samtalen kører af sporet, og få sagt det, som ellers forsvinder under forsvar og anklager.
Ring eller send en sms på 40 55 95 35, eller skriv til jenstovborg@gmail.com.
Jeg tilbyder en gratis telefonisk forsamtale på op til 30 minutter, hvor vi kan tale om, hvad der fylder, og om jeg er den rette til at hjælpe jer.
Jens Tovborg Jensen · Integral par- og psykoterapeut MPF
Parterapi i Roskilde og online.
