I kan godt elske hinanden og samtidig være ved at blive slidt op af måden, I er sammen på.
Den ene vil tale nu. Den anden har brug for stilhed. En aftale bliver glemt, og det lander som endnu et bevis på, at man ikke betyder nok. Et spørgsmål bliver gentaget, stemmen bliver skarpere, og pludselig står I i den konflikt, I begge havde lovet jer selv at undgå.
I kender efterhånden turen. Der er bare stadig ingen af jer, der har fundet afkørslen.
Når ADHD, autisme eller begge dele er en del af jeres liv, kan det hjælpe at forstå, hvordan opmærksomhed, sanseindtryk, impulsivitet og behov for forudsigelighed påvirker hverdagen. Men diagnoser fortæller ikke hele historien om nogen af jer. Og forståelsen skal kunne bruges til noget, når tirsdagen rammer, og begge er trætte.
Her er fire steder, jeg ville begynde arbejdet.
1. Stop konflikten, mens I stadig kan vælge
Når stemmen stiger, kroppen spænder, og du mest af alt ønsker at få den anden til at forstå det én gang for alle, er det tid til at være opmærksom.
Den store forløsende samtale kommer sjældent af, at man forklarer sig lidt højere.
Alligevel fortsætter mange. Den ene presser på, den anden forsvarer sig eller lukker ned. Så kommer ordene om at flytte, blive skilt eller aldrig have været lykkelig. Ord, som måske føltes rigtige i et kort øjeblik, men som bliver boende hos partneren længe efter.
Derfor skal I aftale en pause, før I får brug for den. Hvad er jeres faresignaler? Hvordan siger I stop? Og hvordan ved den anden, at samtalen bliver taget op igen?
I kan for eksempel aftale at sige: »Jeg er for presset til at fortsætte ordentligt. Jeg tager en pause. Vi mødes igen klokken otte og ser, om vi kan tale videre.«
Tidspunktet skal være realistisk. Hvis en af jer stadig er overbelastet, skal der gives besked og laves en ny aftale. Pausen skal ikke ende i uvished.
For nogle hjælper en gåtur eller et stille rum. Andre har brug for bevægelse eller mindre lys og lyd. Berøring er kun en hjælp, hvis den er ønsket; en hånd på armen kan opleves helt forskelligt, når man er presset.
Den anden skal have lov til at tage pausen uden at blive fulgt efter med de sidste syv argumenter. Og den, der går, har ansvar for at vende tilbage som aftalt.
Dette er især svært, hvis den ene part har brug for “at køre ud af sin tangent,” inden konflikten kan dæmpes. Her kan der arbejdes med teknikker til fysisk at regulere sin adfærd, når følelserne har brug for at rase ud.
2. Tag ansvar – og byg en hverdag, der gør det muligt
En diagnose kan være en stor lettelse. Noget, man længe har skammet sig over eller været vred over hos sin partner, får en anden forklaring. Andre mener, at en diagnose bliver et fængsel, der putter en ind i en sygerolle, som ikke giver mening. Uanset, hvordan du ser på det, har du selv ansvar for det, du gør. Det samme gælder din partner.
En glemt aftale kan hænge sammen med vanskeligheder med opmærksomhed og overblik. Et behov for at trække sig kan handle om overbelastning. Det skal have betydning for de løsninger, I vælger.
Men »jeg har ADHD« eller »jeg er autist« kan ikke alene fortælle jer, hvad I skal gøre næste gang.
Vi skal undersøge, hvad du har brug for, og hvad du kan tage ansvar for med den rette støtte. Det kan være en påmindelse, en skriftlig aftale, en tydeligere opgave eller en pause på et tidligere tidspunkt.
Hvis en aftale bliver glemt igen og igen, må vi se på systemet omkring den. Hvem har ansvaret? Hvordan bliver opgaven husket? Er den realistisk? Og hvad sker der, når noget glipper?
Det hjælper ikke meget, at den ene siger: »Du skal bare bede mig om det«, hvis den anden stadig skal opdage behovet, planlægge opgaven og følge op. Så har man fået sig en hjælper, men beholdt hele projektledelsen. Det kan blive en temmelig ensom stilling i et parforhold.
Omvendt kan gentagne påmindelser udvikle sig til kontrol og kritik, som gør samarbejdet endnu sværere. Vi skal finde en måde, hvor ansvar bliver tydeligt og kan bæres i praksis.
Begge skal kunne fortælle om deres belastning. Men ansvaret er ikke nødvendigvis lige fordelt. Hvis du går på æggeskaller af frygt for din partners udbrud, er det ikke din opgave at blive endnu bedre til at undgå dem. Den, der truer eller skræmmer, har ansvar for den adfærd.
Ved vold, trusler eller kontrol kommer sikkerheden først. Så skal vi vurdere, hvilken hjælp der er brug for, og om fælles samtaler er den rette begyndelse.
3. Giv plads til mig, dig og os
I behøver ikke have samme behov for at kunne være gode sammen. Men forskellene skal være kendte nok til, at I ikke hele tiden kommer til at såre hinanden med dem.
Den ene kan have brug for ro efter arbejde, mens den anden længes efter at fortælle om dagen. Den ene finder glæde i nye oplevelser, den anden slapper først af, når planen er tydelig. Hos nogle findes begge behov i det samme menneske, og så kan det også være svært selv at vide, hvad der er brug for.
Hvis I ikke får talt om det, kan et behov for stilhed blive oplevet som afvisning, og et ønske om nærhed kan lande som endnu et krav.
Derfor arbejder vi med at gøre behovene konkrete. »Jeg har brug for plads« kan betyde meget forskelligt. »Jeg har brug for en halv time alene, når jeg kommer hjem, og bagefter vil jeg gerne spise sammen med dig« giver partneren noget at forholde sig til.
Nogle gange sker der det, at den enes behov for at være alene, aktiverer den andens frygt for at blive forladt. Så er der ekstra grund til at tale fredeligt sammen om, hvad der sker for jer hver især og hvad der sker imellem jer.
Der skal også være plads til egne interesser, venner og fordybelse. Du må gerne bygge Lego, klatre eller interessere dig indgående for noget, din partner aldrig kommer til at forstå den fulde storhed af.
Men I skal også have kontakt, som begge kan mærke. Det hjælper ikke at være fysisk hjemme, hvis den anden oplever, at man stadig er fuldstændig optaget et andet sted.
Vi undersøger, hvordan I hver især oplever nærhed. Det kan være samtale, en fælles aktivitet eller at sidde sammen uden at skulle sige ret meget. Ingen af jer skal gætte sig til det hele.
4. Giv kærligheden noget at leve af
Når et parforhold er blevet svært, kan samtalerne komme til at handle om problemer næsten hele tiden.
Hvem gjorde hvad? Hvilken aftale blev glemt? Hvem er overbelastet? Hvad skal ændres?
Det er nødvendige samtaler. Men I skal også have mulighed for at mærke, hvorfor I gerne vil være sammen.
Hvornår grinede I sidst på en måde, hvor begge var med? Hvornår var I nysgerrige på hinanden? Hvornår gjorde I noget, der ikke skulle ordne, forbedre eller forebygge noget som helst?
En date kan være hyggelig. Men hvis den ene hader støj, den anden er udmattet, og restauranten har tre fødselsdage og en espressomaskine i gang, har I måske valgt en lidt krævende genvej til nærheden.
Find noget, som faktisk passer til jer. En gåtur, et spil, musik, madlavning eller et sted, hvor I kan være sammen uden at bruge alle kræfterne på omgivelserne.
Nærhed og sex skal også kunne tilpasses. Berøring, lyst og initiativ kan opleves forskelligt. I må gerne tale konkret om, hvad der føles rart, og hvad der presser. Omsorg er ikke noget, man skylder at betale tilbage med sex.
Nogle par har glæde af spontanitet og skæve påfund. Andre finder hinanden bedst i det velkendte. Det er jeres glæde og interesse, vi skal finde plads til. Ingen skal leve op til en bestemt forestilling om, hvad neurodivergens gør ved et menneske.
Og hvis der er langt mellem de gode øjeblikke, må begyndelsen gerne være lille. I skal ikke fremtvinge romantik oven på sår, som endnu ikke er blevet taget alvorligt.
I tager også hver jeres historie med
ADHD og autisme kan have stor betydning. Men I er også to mennesker med erfaringer med kærlighed, kritik, svigt, ansvar og det at høre til.
Du kan have lært at forsvare dig, fordi du ofte er blevet gjort forkert. Du kan have vænnet dig til at overtage alt, fordi du ikke stoler på, at nogen ellers gør det. Eller du kan blive så bange for at miste kontakten, at du følger efter, netop når din partner har brug for en pause.
Det skal der være plads til at forstå. Og du har ansvar for at tage vare på det, din historie bringer ind i forholdet. Partneren kan støtte dig, men kan ikke alene sørge for, at du aldrig bliver utryg, skuffet eller overvældet.
Derfor kan individuelle samtaler indimellem være relevante i et parforløb. Her kan vi arbejde mere koncentreret med dine egne reaktioner og det, du har brug for hjælp til. Vi aftaler formålet og rammerne på forhånd, så begge ved, hvordan samtalerne hænger sammen.
Sådan arbejder vi hos mig
Når I kommer hos mig, tager jeg jeres forhold alvorligt. Også det håb, som måske er blevet lidt forsigtigt efter mange skuffelser.
Jeg hjælper jer med at få overblik over en konkret situation. Hvor mistede I kontakten? Hvad oplevede den ene? Hvad gjorde den anden så? Og hvor kan vi begynde at ændre forløbet?
Jeg stopper op, hvis samtalen bliver til angreb eller nedgørelse. Begge skal have mulighed for at tale og blive hørt. Jeg hjælper også med at passe på det sårbare, der kan komme frem, når nogen endelig får sagt, hvad der gør ondt.
Min tilgang er integral. Vi arbejder med jeres forståelse af hinanden, de følelser og kropslige reaktioner, der opstår, og de konkrete forhold i hverdagen. Samtalerne kan tilpasses med tydelig struktur, pauser og aftaler på skrift.
Jeg kan godt udfordre jer. Hvis en forklaring bliver brugt til at undgå ansvar, skal vi kunne se på det. Når det ligefrem er en indarbejdet strategi hos den ene, kan det kræve tid at se det fra den andens synspunkt. Hvis en aftale kræver mere, end en af jer realistisk kan præstere, skal den ændres.
Og når noget lykkes, giver vi også det opmærksomhed. Den pause, du faktisk fik taget. Den aftale, I holdt. Den gang du lyttede færdig, selv om du havde meget at sige. Det er erfaringer, vi kan arbejde videre med.
Begynd med noget, I kan gennemføre
I behøver ikke sætte hele forholdet under ombygning fra mandag morgen.
Vælg én tilbagevendende situation og én ændring, som begge forstår og kan sige ja til. Aftal, hvornår I følger op, og undersøg, hvad der skete, hvis det ikke fungerede.
Et forløb kræver, at begge på en eller anden måde vil deltage. I behøver ikke være lige håbefulde, have samme kræfter eller være klar til det samme. Den ene må gerne komme med tvivlen under armen.
Jeg kan ikke love, at jeres forhold kan reddes. Men jeg kan hjælpe jer med at forstå mere præcist, hvad I står i, arbejde med jeres muligheder og få et bedre grundlag for at vælge vejen videre.
Skal vi tage en første snak?
Hvis I er trætte af de samme konflikter og har brug for hjælp til at finde en anden vej, er I velkomne hos mig.
I behøver ikke være enige om forklaringen. Fortæl mig, hvad der fylder, og hvad I savner. Så finder vi ud af, om jeg er den rette til at hjælpe jer.
Ring eller send en sms på 40 55 95 35, eller skriv til jenstovborg@gmail.com.
Jeg tilbyder en gratis telefonisk forsamtale på op til 30 minutter.
Jens Tovborg Jensen · Integral par- og psykoterapeut MPF
Parterapi i Roskilde og online.
