Der er tidspunkter, hvor det er fornuftigt at lægge sin uro til side og gøre det, der skal gøres. Børnene skal afleveres. Du skal på arbejde. En vanskelig samtale bliver ikke nødvendigvis lettere af, at du mærker efter i yderligere tre kvarter.
Vi skal kunne handle, selv om vi er urolige. Enhver bekymring behøver ikke et møde med dagsorden og referat.
Men der er forskel på at sige: “Det tager jeg mig af senere” og aldrig vende tilbage.
Hvis din faste løsning bliver at arbejde videre, holde dig beskæftiget og undgå det, der gør dig bange, kan du efterhånden få svært ved at forstå, hvad der foregår i dig. Du mærker måske bare, at overskuddet forsvinder, og at flere og flere ting bliver besværlige.
At lytte er ikke det samme som at adlyde
Lad os begynde her, for ellers bliver rådet om at “lytte til angsten” let misvisende.
Hvis angsten fortæller dig, at du skal aflyse middagen, kontrollere din partners telefon eller blive hjemme fra arbejde, er det ikke nødvendigvis et godt råd.
At lytte betyder at undersøge reaktionen: Hvad er jeg bange for? Hvad sker der i mig? Er der noget i situationen, jeg skal tage hånd om? Eller er jeg ved at indrette mit liv efter en fare, der næppe er der?
Undgåelse kan give en umiddelbar lettelse. Men ved angst for ufarlige situationer kan den også fastholde frygten, fordi du ikke får erfaring med, at du kan være i situationen og håndtere ubehaget.
Du kan altså godt tilsidesætte følelsen og samtidig lade den bestemme temmelig meget.
Hvad kan der ske, når vi bliver ved med at skubbe angsten væk?
Det følgende er mulige mønstre, vi kan undersøge i terapien. Det er ikke en liste over noget, der nødvendigvis sker for alle. Og ingen af punkterne beviser i sig selv, at du har angst.
1. I parforholdet bliver din partner overladt til at gætte
Du siger, at der ikke er noget galt, men bliver kort for hovedet, når din partner spørger til weekenden. Du udskyder samtalen om økonomi. Eller du har brug for at vide præcis, hvor den anden er, og hvornår vedkommende kommer hjem.
Indeni kan der være frygt for konflikt, afvisning eller tab. Udefra kan det ligne ligegyldighed, mistillid eller kontrol.
Din partner kan ikke forholde sig til det, du ikke får sagt. Så begynder I måske at skændes om din tone eller alle dine spørgsmål, mens det, der gør dig bange, fortsat ligger urørt.
Angsten fritager dig ikke for ansvar for din adfærd. Men det bliver lettere at tage ansvar, når du kan sige: “Jeg bliver faktisk bange her. Og jeg kan godt høre, at jeg kommer til at presse dig.”
2. Over for børnene kan omsorg blive til overbeskyttelse
Det er din opgave at passe på dine børn. Men hvis din egen frygt får lov at sætte alle grænserne, kan du komme til at begrænse noget, de godt kunne have glæde af og lære af.
Du siger måske nej til lejrturen, cykelturen eller den nye fritidsaktivitet, fordi du ikke kan holde din egen uro ud.
Det kræver omtanke at skelne mellem en reel risiko og det ubehag, der følger med at lade sit barn blive mere selvstændigt. Målet er ikke at blive en ubekymret forælder. Det er at kunne træffe beslutningen på et bredere grundlag end din frygt.
3. På arbejdet kan du blive dygtig til at skjule, hvor presset du er
Du forbereder dig en ekstra gang. Tjekker arbejdet igen. Siger ja til en opgave, fordi det føles farligere at sige nej.
Det kan se ud som grundighed og engagement. Og det kan det også være. Men hvis du ikke længere kan vurdere, hvornår arbejdet er godt nok, bliver det dyrt i tid og kræfter.
Samtidig får kolleger og ledelse måske aldrig at vide, at kravene er uklare, eller at arbejdsbyrden er urimelig. Det er vigtigt: Ikke al uro på en arbejdsplads skal behandles inde i medarbejderen. Nogle gange skal der ændres på arbejdet.
4. Venskaber og familierelationer kan blive smallere
Du melder afbud, fordi du ikke orker spørgsmålene. Svarer senere og senere på beskeder. Undgår en bestemt person eller samtale.
Det kan være en nødvendig pause. Men hvis det bliver den eneste løsning, mister du også adgang til selskab, støtte og gode oplevelser.
Og de andre ved måske ikke, hvorfor du trækker dig. De kan tro, at du ikke længere har lyst til dem, mens du selv går og savner at høre til.
5. Du kan blive afhængig af andres forsikringer
- Tror du, jeg sagde noget forkert?
- Er du sikker på, at du ikke er sur?
- Du tror heller ikke, det er noget alvorligt, vel?
Det er menneskeligt at bede om beroligelse. Problemet opstår, hvis lettelsen kun holder ganske kort, og du må spørge igen.
Så får både du og dine nærmeste en krævende opgave: De skal levere en sikkerhed, ingen helt kan give. I terapien kan vi arbejde med, hvordan du gradvist kan stå mere sikkert i den usikkerhed, der hører til livet.
6. Din fritid kan blive endnu en måde at holde dig beskæftiget på
Træning, arbejde, telefonen eller et glas vin kan give en pause fra uroen. Det gør ikke aktiviteterne forkerte i sig selv.
Spørgsmålet er, om du stadig vælger dem frit. Kan du også være alene en aften uden straks at skulle fylde stilheden? Kan du holde fri uden at få dårlig samvittighed eller blive overmandet af bekymringer?
Hvis der altid skal ske noget, bliver der sjældent plads til at opdage, hvad du faktisk har brug for.
7. I forholdet til dig selv kan du miste overblikket over dine behov
Det her synes jeg er vigtigt.
Hvis du konsekvent tilsidesætter det, du mærker, kan det blive vanskeligere at skelne mellem, om du er bange, vred, udmattet eller ked af det. Det hele kan ende med at hedde: “Jeg har det bare ikke særlig godt.”
Så bliver det også sværere at handle præcist. Du får måske hvilet dig, når du har brug for at sige fra. Du presser dig selv, når du har brug for aflastning. Eller du forlader noget, du egentlig gerne ville, fordi ubehaget bliver tolket som et sikkert tegn på, at det er forkert.
At kunne mærke sig selv giver ikke ufejlbarlige svar. Følelser er en del af beslutningsgrundlaget. Men det er svært at tage ordentligt vare på sig selv, hvis den del altid bliver afvist.
Bliver angsten altid større, hvis vi ignorerer den?
Nej. En del uro går over igen. Efter nogle minutter eller timer. Det er heller ikke sundt at overvåge enhver kropslig fornemmelse eller hele tiden kontrollere, hvordan man har det.
Det, vi skal være opmærksomme på, er et vedvarende mønster: At du kun får lettelse ved at undgå, kontrollere eller holde dig beskæftiget, og at dit liv samtidig bliver mere begrænset.
Angst kan påvirke både kroppen, koncentrationen, søvnen og relationerne. Men de samme vanskeligheder kan have andre årsager, så vi skal undersøge dem frem for at gætte.
Hvordan begynder vi at gøre noget andet?
I terapien begynder vi med noget konkret. Måske den samtale, du bliver ved med at udskyde. Eller den situation, hvor du altid får lyst til at gå.
Vi undersøger, hvad du mærker, hvad du frygter, og hvad du gør for at få lettelse. Derfra kan vi finde ud af, hvad der skal øves, og hvad der skal ændres i dit liv.
I min integrale tilgang arbejder vi med både tankerne, følelserne, kroppen og dine handlinger. Du skal hverken forklare dig ud af alting eller sidde og mærke efter uden at komme videre. Vi skal finde noget, du kan bruge.
Et godt sted at begynde er spørgsmålet:
- Hvad er jeg begyndt at lade være med, fordi jeg ikke vil mærke det, der følger med?
Svaret kan pege på noget, du savner. En samtale. Et fællesskab. En beslutning. Noget, du gerne vil kunne igen.
