Hvordan skal jeg klare mig, hvis der sker hende noget?
Det spørgsmål kan dukke op midt i en ganske almindelig aften. Din partner sidder i stolen ved siden af. Fjernsynet er tændt. Der er ikke sket noget. Alligevel er du pludselig langt fremme i en fremtid, du ikke ved, hvordan du skal håndtere.
Måske handler bekymringen om dit eget helbred. Om hukommelsen. Om at kunne blive boende. Eller om, hvem der egentlig vil være der, hvis du får brug for hjælp.
Det er ikke mærkelige tanker. Men de kan blive tunge at gå med alene, og de kan udvikle sig til en angst, der tager mere og mere plads.
Det synes jeg, vi skal tale ordentligt om. Man holder ikke op med at have brug for tryghed, bare fordi man har levet længe.
Man bliver ikke nødvendigvis mere ængstelig med alderen
Mange oplever større ro og tilfredshed senere i livet. Der kan komme frihed, perspektiv og mindre behov for at leve op til andres forventninger.
Men alderdommen kan også samle flere belastninger på én gang: sygdom, tab, mindre fysisk overskud, ensomhed eller ansvaret for en syg partner. Det er forhold, der kan øge risikoen for angst og depression.
Hvis du tidligere har haft angst, kan en ny belastning få den til at vende tilbage. Det betyder ikke, at alt det, du tidligere lærte, er væk. Men den situation, du står i nu, kan kræve støtte og andre måder at håndtere hverdagen på. Angst kan også opstå første gang sent i livet.
Derfor skal vi hverken sige “sådan er det jo at blive gammel” eller gøre enhver bekymring til en sygdom. Vi skal finde ud af, hvad der sker hos dig.
Når sygdommen er behandlet, men forskrækkelsen bliver siddende
Du har været alvorligt syg. Undersøgelser, ventetid, behandling og samtaler, hvor der blev sagt ting, du aldrig havde forestillet dig at høre om dig selv.
Nu siger lægerne, at behandlingen er gået godt. Måske at du er helbredt. Dine nærmeste er lettede.
Det er du også. Men du er stadig bange.
Du mærker efter. Er trætheden almindelig? Hvad var det for en smerte? Hvorfor har afdelingen ikke svaret endnu?
Efter eksempelvis kræftbehandling kan frygten for tilbagefald fortsætte, selv om behandlingen er afsluttet. Afslutningen kan både give lettelse og ny usikkerhed.
At du stadig er bange, er ikke et tegn på, at du er utaknemmelig. Du har fået en erfaring med, at noget alvorligt faktisk kan ske. Den erfaring forsvinder ikke nødvendigvis, fordi den seneste undersøgelse ser fin ud.
I terapien kan vi arbejde med forskrækkelsen, bekymringerne og den stadige opmærksomhed på kroppen. Samtidig skal du have en tydelig aftale med dine behandlere om, hvilke symptomer du skal reagere på. Du skal ikke selv stå med hele ansvaret for at skelne mellem sygdom og angst.
Når du er bange for ikke at kunne passe på din partner
Hvis hun bliver dårligere, kan jeg så blive ved med at hjælpe hende?
Hvad hvis han begynder at blive dement?
Hvem tager over, hvis jeg selv bliver syg?
Her kan kærlighed og ansvar blive blandet med en meget konkret frygt. Du vil gerne være der. Men du ved måske også, at kræfterne ikke er de samme som før.
Det kan være svært at sige højt. Man kan næsten høre anklagen inde i sig selv: Nu tænker du på dig selv, mens den anden er syg.
Ja. Og det er nødvendigt at tage dig med i regnestykket.
Hvis du skal hjælpe et andet menneske, skal vi også kunne tale om din søvn, dine kræfter og den hjælp, du har brug for. En samtale om aflastning er ikke en erklæring om manglende kærlighed.
Noget af angsten kan måske mindskes med bedre overblik: Hvem kan hjælpe? Hvem kontakter I? Hvad er allerede aftalt? Andet handler om sorgen over, at jeres liv er ved at ændre sig. Der skal være plads til begge dele.
Når du frygter at miste retten til at bestemme selv
For nogle er tanken om at blive afhængig af andre mere skræmmende end tanken om selve sygdommen.
- Hvad hvis børnene synes, jeg ikke kan bo her mere?
- Hvad hvis nogen begynder at tale hen over hovedet på mig?
- Hvad hvis jeg får brug for hjælp til ting, jeg helst vil klare selv?
Det handler om værdighed og indflydelse. Om fortsat at være et menneske med egne ønsker, også når andre bliver bekymrede.
Her vil jeg gerne være direkte: Vi skal høre, hvad du selv tænker. Også hvis dine nærmeste har gode grunde til deres bekymring.
Måske kan en samtale om fremtidig hjælp gøre frygten mindre diffus. Hvad er vigtigt for dig? Hvad vil du gerne have indflydelse på? Hvem skal kende dine ønsker?
Vi kan ikke på forhånd styre hele forløbet. Men der kan være noget, du kan få sagt og taget stilling til allerede nu.
Frygten for at miste hukommelsen – og sig selv
Når et navn glipper, eller du glemmer, hvorfor du gik ud i køkkenet, kan tanken komme hurtigt: Er det begyndt?
Bekymringen kan handle om demens, men også om noget mere: Kan jeg fortsat stole på mig selv? Vil andre holde op med at tage mig alvorligt? Vil jeg blive fremmed for dem, jeg elsker?
Hukommelsesproblemer skal ikke automatisk fortolkes som demens. De skal heller ikke afvises med, at det nok bare er angst. Ved nye eller tiltagende vanskeligheder er lægen det rette sted at begynde.
I samtalerne kan vi tage os af frygten og dens betydning. Vi kan også undersøge, om du er begyndt at kontrollere dig selv så meget, at hvert eneste glemt ord bliver en prøve, du risikerer at dumpe.
Det er et hårdt sted at leve.
Når du er bange for at blive den, der bliver tilbage
Frygten for at miste sin partner handler sjældent kun om savnet.
Den kan også handle om morgenkaffen, regningerne, aftensmaden og stilheden klokken halv ti. Om at miste den, der kender din historie, og som du ikke behøver forklare alting til.
- Hvem er jeg, hvis vi ikke længere er os?
Det kan være svært at tale med partneren om. Måske vil I beskytte hinanden. Måske bliver den ene ked af det, så snart emnet kommer op, og så får I lukket samtalen igen.
Men frygten forsvinder ikke nødvendigvis af den grund. Nogle gange er der brug for et sted, hvor den kan blive sagt, uden at nogen straks skal trøste den væk.
Vi kan tale om det liv, du frygter at miste, og den støtte, du måske får brug for. Det er muligt at forberede noget praktisk og samtidig give plads til, hvor ondt tanken gør.
Yalom: Når livets grundvilkår bliver personlige
Psykiateren og psykoterapeuten Irvin Yalom beskrev fire eksistentielle grundvilkår: døden, friheden, den eksistentielle isolation og meningsløsheden. Det er ikke diagnoser. Det er forhold ved livet, vi alle på forskellige måder må forholde os til.
Senere i livet kan de blive meget konkrete.
Døden kan gå fra at være noget, du ved findes, til noget, der angår dig nu. Det er én ting at vide, at alle skal dø. Det er noget andet at sidde over for en læge og få at vide, at din tid er begrænset.
Friheden handler hos Yalom om valget og ansvaret for vores liv. Når mulighederne bliver færre, kan spørgsmålet blive: Hvad kan og vil jeg stadig selv vælge? Hvordan vil jeg bruge den indflydelse, jeg har tilbage?
Den eksistentielle isolation er ikke helt det samme som at være socialt ensom. Du kan være elsket og have mennesker omkring dig og stadig opleve, at ingen helt kan overtage det, du står i. Det kan være en stærk følelse under alvorlig sygdom.
Meningsløsheden kan vise sig, når arbejde, roller eller relationer forsvinder: Hvad står jeg op til nu? Hvad har betydning for mig, sådan som livet ser ud i dag?
Det er store spørgsmål. Men samtalen behøver ikke blive højtidelig af den grund. Den kan begynde med, at søndagene er blevet svære, eller at du ikke længere ved, hvem du skal ringe til.
Når du får at vide, at du skal dø
Her skal vi passe på med de hurtige råd.
Du behøver ikke straks finde ro, mening eller en taknemmelighed, som andre kan holde ud at være sammen med. Du kan være bange, vred, ked af det og optaget af noget helt praktisk. Det ene øjeblik kan du tale om begravelsen, det næste om hvad I skal have til aften.
Der skal være plads til, at det skifter.
Terapi kan ikke fjerne det vilkår, du står over for. Men samtaler kan give et sted at tale om frygten for smerter, afskeden med familien, det uafsluttede eller det, du endnu gerne vil nå.
Ved livstruende sygdom er lægen, det behandlende team og eventuelt et palliativt team vigtige samarbejdspartnere. Lindring, støtte og klare svar kan gøre en reel forskel. Du og dine nærmeste skal ikke selv bære alle opgaverne.
Hvordan arbejder vi med angsten i terapien?
Jeg vil gerne begynde med at forstå, hvad du er bange for. Helt konkret.
Hvis du ligger vågen og tænker på, hvad der sker med din partner, hvis du selv dør først, hjælper det ikke meget, at jeg blot kalder det katastrofetanker. Der kan være noget, som kræver en aftale eller hjælp udefra.
Samtidig kan bekymringerne få deres eget liv. Du kan bruge mange timer på at gennemgå muligheder uden at blive mere afklaret. Du kan begynde at undgå mennesker, aftaler eller aktiviteter, du egentlig har glæde af.
I min integrale tilgang arbejder vi derfor med både tankerne, følelserne, kroppen, relationerne og de konkrete forhold i din hverdag.
Vi kan bruge kognitive teknikker til at undersøge bekymringsmønstre og skelne mellem det, du kan handle på, og det, du ikke kan få sikkerhed for. Vi kan arbejde med at håndtere kropslig uro og gradvist genoptage noget, angsten har begrænset. Og vi kan give plads til sorg, vrede og de eksistentielle spørgsmål, der måske bliver skubbet væk i en travl samtale om medicin og næste kontrol.
Tempoet skal passe til dig. Der skal være tid til pauser, til at gentage noget og til at finde de ord, der faktisk er dine.
Angsten skal også vurderes lægeligt
Ny eller markant ændret angst senere i livet skal vurderes hos lægen. Fysisk sygdom, medicin og andre tilstande kan bidrage til uro og angstsymptomer. Pludselig forvirring eller en tydelig akut ændring kræver hurtig lægelig vurdering.
Samtaler kan være en del af hjælpen. De skal ikke stå i vejen for undersøgelse eller anden nødvendig behandling.
Du må gerne få hjælp, selv om bekymringen giver mening
Jeg tror, det her er en vigtig grund til, at nogle går alene for længe: De synes, deres frygt er forståelig. Partneren er jo syg. Kroppen er jo blevet ældre. Fremtiden er jo usikker.
Ja. Det kan alt sammen være rigtigt.
Du kan stadig have brug for hjælp til at sove, til at få sagt det svære og til at kunne være i dit liv, mens usikkerheden er der. Du behøver ikke bevise, at angsten er urimelig, før den fortjener opmærksomhed.
Hos mig kan vi tale om det, som det er. Jeg vil gerne høre både det, du frygter, og det, du fortsat ønsker dig af livet. Der kan være meget, som stadig har betydning, også når fremtiden er blevet mere usikker.
